-
Business-overblik: Gigant taber enormt milliardbeløb i værdi
المصدر: BDK Finans / 25 يونيو 2024 01:45:31 America/New_York
Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik. Som altid har vi været tidligt oppe for at finde dagens vigtigste historier fra erhvervslivet. I dag skal vi blandt andet forbi: En stor gruppe danskere, som skal huske på vigtig dato for at undgå en kæmpe skatteregning. Anklagere anbefaler det amerikanske justitsministerium at sigte den skandaleramte flyproducent Boeing. Tvivl om, hvorvidt det saudiarabiske byggeprojekt »The Line« skal nedjusteres Men først skal blikket vendes mod chipgiganten Nvidia, som ikke længere er verdens mest værdifulde selskab. God læselyst! Dagens hovedhistorie Nvidia er ikke længere verdens mest værdifulde virksomhed Torsdag i sidste kunne Nvidia, som laver chips til kunstig intelligens, prale af at være verdens mest værdifulde virksomhed. Men siden da har chipgiganten tabt over 500 milliarder dollar i markedsværdi og er derfor ikke at finde på førstepladsen længere. Det skriver Financial Times. Nvidia indtager nu tredjepladsen efter Microsoft og Apple. Nvidias indtjening har stået for omkring en tredjedel af stigningen i hele det amerikanske indeks over USAs 500 mest værdifulde selskaber, S&P 500, i 2024. Nu er aktien faldet 16 procent siden torsdag. Ifølge Berry Bannister, som er aktiestrateg hos Stifel, skyldes faldet ganske enkelt, at analytikere er bekymret for, om virksomheden kan fortsætte den salgsvækst, den har haft indtil videre i 2024. Selv er strategen overbevist om, at væksten vil aftage, siger han til Financial Times. Desuden kommer selskabets fald i kølvandet, at chipgigantens topchef, Jensen Huang, solgte aktier for knap 95 millioner dollar i dagene kort efter, at Nvidia blev verdens mest værdifulde virksomhed. Det skriver andre medier om 1. Flere danskere skal huske denne dato for at undgå stor skatteregning Fristen for at indberette udenlandsk indkomst og formue for sidste år nærmer sig. Det skal man huske, hvis man vil undgå en stor skatteregning. Det skriver Jyllands-Posten. Mandag den 1. juli er fristen for at ændre oplysningerne hos Skat. »Danskere med relationer til udlandet er efter min erfaring dem, der er i størst risiko for at få en skattesag på nakken,« siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent i revisionshuset BDO, i en skriftlig kommentar. 2. Amerikanske anklagere: Boeing bør sigtes Det amerikanske justitsministerium er af anklagere blevet anbefalet at rejse sigtelse mod den skandaleramte flyproducent Boieng. Det skriver The Guardian. Det sker efter en mistanke om, at Boeing har overtrådt et forlig relateret til to dødsulykker med 737-Max-flymodellen. Efter to flystyrt med modellen i 2018 og 2019, hvor i alt 346 passagerer døde, indgik producenten et forlig med amerikanske myndigheder, hvor virksomheden blandt andet skulle igangsætte specifikke sikkerhedsprocedurer. Det anklages producenten nu for ikke at have gjort. 3. Tvivl om nedskalering af stort saudiarabisk byggeprojekt Det saudiarabiske byggeprojekt »The Line« skal være en 200 meter bred og 170 kilometer lang bilfri futuristisk by, som skal drives med grøn energi og robotter. Hele projektet står til at koste 3.500 milliarder kroner. Men lave oliepriser har påvirket Saudi-Arabiens indtægter, og det har tvunget regeringen i ørkenstaten til at revurdere disse projekter. Det skriver BBC. En rådgiver tæt på den saudiarabiske regeringen siger til mediet, at projekterne er ved at blive gennemgået, og en beslutning snart forventes at blive truffet. Det skriver vi om 1. Novo Nordisk investerer tocifret milliardbeløb i nyt produktionsanlæg Novo Nordisk udvider massivt i USA i en af virksomhedens største investeringer nogensinde. Læs hele historien her. 2. Fredag bragede Carlsberg-aktien ned – derfor skete det Det var en dyr fredag for aktionærerne i Carlsberg. Aktien bragede nemlig ned, og milliarder blev barberet af markedsværdien efter en dårlig nyhed fra Storbritannien. Analytikere peger på flere årsager bag reaktionen. Læs hele historien her. 3. Ekspertgruppe anbefaler regeringen at lukke alle jobcentre En ekspertgruppe imødekommer regeringen og har præsenteret sine anbefalinger til en stor reform, der kommer til at ændre forholdene for ledige i Danmark. Reglerne har været for komplicerede, lyder det. Læs hele historien her. Det skal du også læse Vi har verdens dyreste indsats for de ledige. Vil nye anbefalinger også give verdens bedste? Se eksperternes dom Regeringen vil spare tre milliarder kroner på vores jobindsats. Men selv hvis det lykkes, vil indsatsen stadig være betydeligt dyrere end i vores nabolande. Der er forskellige holdninger til, om indsatsen også bliver verdens bedste. Læs hele historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser mandag: Dow Jones: +0,67 procent S&P 500 -0,31 procent Nasdaq -1,09 procent Asien – indeks tirsdag klokken 07.00: Japan Nikkei: +0,63 procent Hongkong Hang Seng: +0,45 procent Kina CSI Shanghai: -0,38 procent Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-gigant-taber-enormt-milliardbeloeb-i-vaerdi